Opfinderens rolle
Du, opfinderen, er en kunstner, en individualist, som gør opfindelser, fordi du ikke kan lade være. Din styrke er den respektløshed og ikke-autoritet, der kræves for at tænke det utænkelige. Der kan med ret spørges, om man bør uddanne kunstnere? Går umiddelbarheden tabt? Bliver en billedkunstner ringere af at lære komposition og farveteori? Bliver en opfinder mindre kreativ, fordi han lærer kapitalens sprog? Måske… men byttet er ikke ringe: Du får en langt større chance for at se dine kreative evner blive realiseret.
Bagsiden af din kreativitet kan være en voldsom selvfølelse, en overudviklet selvtillid og deraf følgende urealistisk forventning om den belønning, der bør tilfalde dig, ifald andre ønsker at samarbejde med dig. Disse forventninger vil kun sjældent blive opfyldt. Derfor er der en risiko for at din skaberglæde bliver til bitterhed.
Du må som opfinder forstå din rolle i det samlede billede, i det færdige produkts totale proces, hvoraf selve ideens fødsel kun er begyndelsen! Det er væsentligt for din sjæls frelse her på jorden, at du lærer at kende din plads og de begrænsninger, du med fordel kan pålægge dig selv, for til gengæld at kunne hellige dig de aktiviteter, du i virkeligheden sætter størst pris på. Dette kræver naturligvis at du forstår – og accepterer – at der findes delprocesser i frembringelsen af nye produkter, som kræver egenskaber, du ikke besidder, og ikke ønsker at besidde, men som er lige så vigtige for et vellykket projekt, som det bidrag du kommer med!
Opfinder eller iværksætter?
Forskellen på en opfinder og en iværksætter er temperamentet, eller holdningen til opgaven. For opfinderen forsvinder interessen ofte, så snart en ting er bevist eller sandsynliggjort; så er der ikke mere at gøre for en kreativ person, nu resterer kun rutine-arbejdet med at pudse og polere ideen, så den kan klare mødet med virkeligheden. For opfindersjælen er det kreative arbejde slut, udfordringen er klaret, og lige om hjørnet venter nye spændende opgaver. Der er ingen grund til at spilde mere af det korte liv på en opgave, der jo i realiteten er løst, selv om den ganske vist endnu ikke er realiseret i den grad at den kan tjene penge ind. Opfinderen er en kunstner, en individualist, som gør opfindelser, fordi han ikke kan lade være. Hans styrke er den respektløshed og ikke-autoritet, der kræves for at tænke det utænkelige.
Iværksætteren, her brugt som firma-starter, er en helt anden type end opfinderen! Han glædes ved at passe og pleje og opdyrke sin forretning en lang periode, og ser gerne at hans arbejde bevares for eftertiden. Iværksætteren drives måske af forventningen om en fremtidig økonomisk gevinst, ligesom der kan være et ønske om status. Iværksætteren har ingen problemer med at se sig selv som leder af en virksomhed, som direktør for andre mennesker, i modsætning til opfinderens ønske om uafhængighed og frihed. Iværksætteren er maratonløber, hvor opfinderen er sprinter! Iværksætteren prioriterer penge højere, end opfinderen gør. Opfinderen fokuserer på sin frihed i tanke og handling.
Du bør overveje, om du er opfinder eller iværksætter. At fastlåse en opfindertype med et længerevarende, overordnet ansvar kan skade projektet. Modsat vil en iværksættersjæl hurtigt kunne blive frustreret over et permanent krav om kreativitet. Den rolle, du ønsker at indtage, kan naturligvis ændre sig fra tid til anden, afhængig af din livssituation.
Teksten er taget fra ”Opfinderbogen – giv dine ideer liv! ” skrevet af Mikael le Dous i 2004.
Nye kommentarer